tirsdag den 14. august 2012


Projektbeskrivelse for RETRO:PIX
RETRO:PIX er en kortfilm-konkurrence og et workshopforløb, hvis mål er at give nye talenter mulighed for at udtrykke deres ideer.
Gennem udvikling og produktion af en personlig film får 10 unge mulighed for at fortælle deres historie. Erfarne professionelle underviser deltagerne under 6 workshops.
Deltagerne i konkurrencen sætter selv dagsordenen på lærredet, mens RETRO:PIX står for rammerne: udstyr, undervisning og vejledning til produktionen. RETRO:PIX kulminerer med en afsluttende premierefest, hvor alle de producerede film vises og der bliver udelt priser til de flotteste og mest kreative produktioner.
RETRO Nørrebro på Jægersborggade og en række samarbejdspartnere danner den fysiske ramme om projektet.
RETRO:PIX er det andet filmprojekt startet af frivillige fra Foreningen Retro. Forrige forløb - RETRO:DOX - kørte i efteråret 2011, hvor 10 unge skabte dokumentarkortfilm med efterfølgende premiere på Støberiet.
Formål
Formålet med forløbet er at lave en kreativ proces for unge mennesker, der gerne vil fortælle en historie. Projektet giver deltagerne mulighed for at tilegne sig færdigheder og erfaring. Derudover håber vi at forløbet skaber nye relationer mellem kreative unge.
Koncept
En række unge ansøger senest 16. september 2012 om at deltage og få lov til at udvikle og producere deres egen kortfilm. Hver deltager får tilknyttet en mentor, som bistår i processen med vejledning, og der stilles kamera- og klippeudstyr til rådighed. Alle producerede film vises på den afsluttende festaften, og gøres derefter tilgængelig på caféens hjemmeside.
Kreative rammer
Der forventes en produktion på maksimalt 10 min.
Forløb
Blandt deltagernes ansøgninger udvælger RETRO:PIX 10 deltagere, som får lov til at arbejde videre med produktion af en kortfilm.
Forløbet er delt op i to dele. Første del strækker sig over 8 uger, hvor ideen udvikles, historien fastlægges og produktionen forberedes i detaljer. I denne del mødes alle deltagere til 7 fælles workshops, hvor erfarne professionelle underviser deltagerne.
Under anden del af forløbet foregår selve optagelserne samt postproduktion, hvilket strækker sig over en weekend i uge 47.
RETRO:PIX afsluttes med en samlet fremvisning af alle produktionerne og uddeling af priser.

Dato/Tema
Uge 40 1. okt.: Intro og idéudvikling
Uge 41 8. okt.: Storytelling
Uge 42: Eterårsferie
Uge 43 22. okt.: Skrivekursus
Lørdag 27. okt.: Skrivedag - sparring
Uge 44 29. okt.: Storyboard
Uge 45 5. nov.: Camera works - storytelling med kameraet
Uge 46 12. nov.: Redigering
Uge 47 19. nov.: Opsamling og pep talk
24-25. nov.: Optagelse og redigering
Uge 48 eller 49: Premiere


Målgruppe
RETRO:PIX henvender sig til deltagere mellem 16-30 år
Det er ikke et krav, at man tidligere har stiftet bekendtskab med filmproduktion. Det forventes kun at man har en idé, er engageret og forpligter sig til at gennemføre filmproduktionen. Dog er undervisningen hovedsagligt teoretisk anlagt, hvorfor erfaring med videoproduktion vil være en fordel.



Ansøgning
Alle interesserede skal sende en ansøgning med en pitch af deres idé (vær kreativ) samt navn, adresse, tlf. nr. og mail til retropix@retronorrebro.dk eller til RETRO Nørrebro, Jægersborggade 14, 2200 København N.
Ansøgningen skal være os i hænde seneste 16. september 2012.